Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Specialestuderende fra kemi på AAU modtager støtte fra Siemensfonden

Lagt online: 15.02.2021

Ivan Skaarup Bjerregaard, studerende på 10. semester på kemi, Aalborg Universitet modtager pris på 25.000 kroner fra Siemensfonden. 25-årige Ivan, som til dagligt bor i Aalborg, er i gang med sit afsluttende speciale på uddannelsen og vil bruge støtten til en ny Mikropladelæser.

Nyhed

Specialestuderende fra kemi på AAU modtager støtte fra Siemensfonden

Lagt online: 15.02.2021

Ivan Skaarup Bjerregaard, studerende på 10. semester på kemi, Aalborg Universitet modtager pris på 25.000 kroner fra Siemensfonden. 25-årige Ivan, som til dagligt bor i Aalborg, er i gang med sit afsluttende speciale på uddannelsen og vil bruge støtten til en ny Mikropladelæser.

Hvad omhandler dit forskningsprojekt?

”Mit forskningsprojekt handler om at forsøge at skabe en antibakteriel overflade på velkendte dagligvarer - eksempelvis medicinpakker. Dette skal gøres ved brug af nanopartikler, som skal inkorporeres i en slags maling, som både er miljøvenlig og ikke sundhedsskadelig for mennesker og dyr. Disse nanopartikler skal danne meget reaktive radikaler, som vil prøve at ødelægge bakterier eller virusser, hvilket enten medfører fuldstændig nedbrydning, eller forhindrer bakterier i at formere sig. Virus kan dog ikke formere sig, da det vil kræve en vært."

Hvad fik dig til at sende ansøgningen afsted? Og hvor kom idéen til forskningsprojektet fra?

”Min vejleder Vittorio Boffa fortalte mig om Siemensfonden og præsenterede mig for muligheden for at søge støtte til min forskning. Selve idéen til forskningsprojektet udspringer egentlig af Vittorios italienske rødder og gode netværk i Italien. Firmaet, som producerer maling, kontaktede ham med et ønske om at forske i brugen af kemiske stoffer i maling for at udvikle antibakterielle egenskaber. Dette har især stor interesse lige pt. grundet COVID-19 pandemien. Personligt ønsker jeg at arbejde med nanopartikler i mit speciale, og projektet var derfor oplagt for mig at gribe fat i."

Hvad betyder støtten for dig? 

”Vi søgte om at få tilskud til en mikropladelæser. En mikroplade er en lille plade, som kan indeholde fra 4 til 384 brønde, og en mikropladelæser bruges til at se ændringer i mikrobiel vækst i den prøve, man har i hver enkelt brønd. Støtten kommer til at betyde, at Aalborg Universitet har mulighed for at investere i et up-to-date instrument med mange nye muligheder. Den nye mikropladelæser kommer derfor til at få stor betydning for projektet i forhold til at analysere den antibakterielle effekt af nye typer maling. Projektet indebærer en høj grad af tværfaglighed i tråd med andre projekter ved Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU. Lektor Peter Roslev og professor Cino Pertoldi fra sektion for biologi og miljøteknologi, involveres i projektet relateret til den del, der vedrører antimikrobielle tests, og derfor de tests, der skal udføres med det nyindkøbte instrument."

Fakta om Siemensfondens støtte

  • Fonden støtter principielt alle typer projekter inden for det teknisk-naturvidenskabelige område, men har især fokus på ansøgninger inden for de elektrotekniske discipliner.
  • Siemensfonden er indstiftet i 1964 af Siemens A/S og er den ældste af Siemens fondene i verden. Fonden får årligt tildelt midler fra Siemens A/S. Fondens midler uddeles af en uafhængig bestyrelse til forsknings- og uddannelsesprojekter primært inden for det teknisk-naturvidenskabelige område.
  • Siemensfonden har gennem årene støttet mange forskelligartede projekter. Med økonomisk støtte bliver det muligt for de legatmodtagerne at bringe deres projekter op på forskningsniveau og komme med mulige svar på reelle udfordringer og samfundsmæssige problematikker.

Kontakt

  • Ivan Skaarup Bjerregaard: E-mail: ibjerr16@student.aau.dk
  • Vittorio Boffa, Lektor, Sektion for Kemi, AAU, E-mail: vb@bio.aau.dk
  • Peter Roslev, Lektor, Sektion for Biologi og Miljøteknologi, E-mail: pr@bio.aau.dk
  • Cino Pertoldi, Professor, Sektion for Biologi og Miljøteknologi, E-mail: cp@bio.aau.dk
  • Presse: Line Christensen: E-mail: lch@bio.aau.dk