Nyhed
Ny DNA-diagnostik tager fast track til markedet
Lagt online: 18.04.2024

Nyhed
Ny DNA-diagnostik tager fast track til markedet
Lagt online: 18.04.2024

Ny DNA-diagnostik tager fast track til markedet
Nyhed
Lagt online: 18.04.2024
Nyhed
Lagt online: 18.04.2024
Af David Graff, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Trine Reinholt Andersen, AAU Innovation
Blodforgiftning er en sygdom, der opstår, når mikroorganismer, oftest bakterier, inficerer blodbanen. For at overleve en blodforgiftning skal patienten inden for kort tid have den korrekte antibiotiske behandling, som er afhængigt af hvilken bakterie der er tale om.
Det er her, den nye diagnostiske metode kommer ind i billedet: I dag tager det fra en til tre dage at bestemme bakterien, mens det med den nye metode kan gøres på kun seks timer. Metoden er baseret på DNA-sekventering, hvor DNA fra døde bakterier i blodbanen fanges og afkodes.
"Det er en 'nål-i-en-høstak' problemstilling, fordi DNA'et fra bakterierne udgør en meget lille del af den samlede mængde. Vi har udviklet metoder til at berige det bakterielle DNA og algoritmer til at afkode signalet," forklarer ph.d.-studerende Morten Eneberg Nielsen.
DNA-metoden er testet i et klinisk studie på Aalborg Universitetshospital i samarbejde med læger fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, hvor forskerne viste, at metoden er væsentligt bedre end den nuværende metode, der baserer sig på at dyrke bakterierne frem fra blodbanen.
"Hurtig diagnostik af blodforgiftning er en høj prioritet, fordi det giver os mulighed for at korrigere den antibiotiske behandling, hvilket forbedrer patientens overlevelseschancer. Den udviklede metode har vist lovende resultater og kan potentielt være en gamechanger for diagnostik af systemisk infektion," vurderer Hans Linde Nielsen, forskningsansvarlig overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling.
Ifølge professor Mads Albertsen rummer metoden endnu en fordel:
"Ud over at metoden er markant hurtigere, har vi vist, at den kan diagnosticere dobbelt så mange patienter som referencemetoden. Der mangler ikke meget forskning, før metoden er moden til at gøre en forskel ude på hospitalerne," forklarer han.
At gøre en forskel i praksis er netop målet med Innoexplorer-bevillingen, der bl.a. skal bruges til at igangsætte den regulatoriske validering, så metoden kan godkendes til klinisk brug. Når Innoexplorer bevillingen udløber, vil det resterende arbejde mod at få metoden ud på hospitalerne foregå i forskernes spinoff-virksomhed, SeeQ diagnostics.
Teamet bag den nye teknologi forventer at publicere forskningens resultater i løbet af et halvt år, og om alt går vel, rammer den nye diagnostik markedet inden for de næste tre til fem år.