Nyhed
Kortlægning viser bomtrawls voldsomme skader på havmiljøet
Lagt online: 19.12.2023

Nyhed
Kortlægning viser bomtrawls voldsomme skader på havmiljøet
Lagt online: 19.12.2023

Kortlægning viser bomtrawls voldsomme skader på havmiljøet
Nyhed
Lagt online: 19.12.2023
Nyhed
Lagt online: 19.12.2023
Af Jeannette Bylov, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: Niels Madsen
Jammerbugt er ubetinget et af de mest eftertragtede fiskesteder for især hollandske bomtrawlere. I flere år har både forskere, kystfiskere, politikere og naturfredningsfolk råbt højt om de negative påvirkninger af natur og kystfiskeri i Jammerbugt.
I løbet af sensommeren og efteråret har professor i marinbiologi Niels Madsen ledet et tværfagligt forskerhold fra Institut for Kemi og Biovidenskab samt Institut for Arkitektur og Medieteknologi, der har fulgt i kølvandet på hollandske bomtrawlere, der fisker i området i Jammerbugt, der strækker sig fra Hanstholm til Hirtshals.
Med undervandsdroner, satellitsporing og akustisk udstyr er forskerholdet lykkedes med at vise de negative påvirkninger af havmiljøet, når de tunge bomtrawl slæber deres net hen over havbunden. Undersøgelserne suppleres med viden om bundlevende dyr gennem indsamling af sedimentprøver og eDNA-spor.
Selvom det for forskerholdet ikke er en nyhed, at bomtrawl påvirker havbunden, så har det alligevel været overraskende for forskerne, hvor tydelige sporene efter bomtrawlerne er.
- Vores billeder viser spor, der ligner spor efter en plov, der er trukket igennem en mark. Jeg havde ikke troet, at det ville være så tydeligt, siger han om kortlægningen af havbunden.
Problemet er ifølge forskningslederen, at de tunge fiskeredskaber vender de øverste lag af havbunden og ødelægger livsbetingelser for mange bundlevende dyr og ændrer havbundens naturlige komplekse struktur og kemiske processer.
Billederne, der er taget med akustisk udstyr og undervandsdroner, viser også tydeligt, at bomtrawl fisker i områder, hvor der er sten og mindre stenrev, som bliver påvirket.
- De fleste havbundsdyr vil blive ret væsentligt påvirket. De kan ikke tåle at blive påvirket af vægten fra de kædemåtter, der trækkes hen over havbunden og ødelægger deres habitater, siger Niels Madsen.
Niels Madsen forklarer også, at nogle dyr hurtigt vil kunne komme igen, fordi de har en kort livscyklus på måske bare et par år. Men der er risiko for, at biodiversiteten forringes og at dyr med en lang livscyklus - herunder også de mere sjældne arter - vil være i fare for at forsvinde fra området over tid.
Opdraget til forskerne har været at undersøge og skaffe dokumentation for fiskeriets påvirkning af havbunden.
- Når dokumentationen er til stede, vil jeg mene, at man i EU kan forholde sig til den og tage stilling: Er det fortsat rimeligt, at der skal være fiskeri, der påvirker havbunden og biodiversiteten så væsentligt, siger Niels Madsen.
Fiskeri med bomtrawl
Fiskeri med bomtrawl er i kraft af EU-regler tilladt i Nordsøen og Skagerrak. I Norge har man indført et forbud mod fiskeri med bomtrawl.
Projektet er finansieret af:
Undersøgelser af havbundsforhold og bundslæbende redskabers påvirkning i Jammerbugt (Jambo, 33113-B-23-190)
Kontakt
Professor i marinbiologi, Institut for Kemi og Biovidenskab
Telefon: 20 69 17 97
E-mail: nm@bio.aau.dk
Journalist, AAU Kommunikation og Public Affairs
Telefon: 2423 0566
E-mail: jmb@adm.aau.dk