Spring til indhold.

Nyhed

Institut for Kemi og Biovidenskab har kaldet Ramunas Stepanauskas som ny professor

Ny professor bringer banebrydende metode til studiet af mikrober til Aalborg Universitet.

Nyhed

Institut for Kemi og Biovidenskab har kaldet Ramunas Stepanauskas som ny professor

Ny professor bringer banebrydende metode til studiet af mikrober til Aalborg Universitet.

Af Christian Trant, AAU Kommunikation og Public Affairs

Aalborg Universitet har kaldet Ramunas Stepanauskas som ny professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab. Når Ramunas Stepanauskas bliver kaldet, så betyder det, at han er blevet tilbudt stillingen udenom almindelig opslag. Det er en relativ sjælden begivenhed i Aalborg Universitets historie, at professorer bliver kaldet, og det siger noget om, hvor eftertragtet Stepanauskas forskning er i den her sammenhænge.

Ramunas Stepanauskas bliver tilknyttet Center for Microbial Communities (CMC), hvis overordnede forskningsmission er at tilbyde ny forståelse af strukturen og funktionen af mikrobielle fællesskaber i designede og naturlige habitater.

Ramunas Stepanauskas bliver en del af et internationalt førende forskningsmiljø, der bl.a. også tæller professorerne Mads Albertsen og Per Halkjær Nielsen.

Med Stepanauskas ansættelse styrkes instituttets forskning i at identificere og forstå de mikrober, der findes i komplekse miljøer. Institutleder Kim Lambertsen Larsen ser ansættelsen som et vigtigt skridt for instituttets fortsatte udvikling:

“På Institut for Kemi og Biovidenskab har vi et af verdens stærkeste forskningsmiljøer, når det kommer til at undersøge mikrobielle samfund. Ramunas Stepanauskas kommer til at være en del af en forskningsgruppe helt i front, der er eksperter i at identificere, hvilke mikrober der er i et miljø. Ramunas er ekspert i metoden single-cell genomics, hvilket gør ham i stand til at isolere en enkelt celle, og det gør, at vi kommer til at arbejde med et helt unikt detaljeniveau i vores forskning.”

Ind i cellens skjulte verden

Single-cell genomics er en banebrydende tilgang, hvor Ramunas Stepanauskas undersøger det genetiske og molekylære indhold i individuelle celler frem for store populationer. Metoden gør det muligt at afdække variation mellem enkelt mikroorganismer, som ofte skjules i traditionelle analyser. Teknologien giver blandt andet indsigt i de genetiske forskelle mellem mikroorganismer af samme art, forbindelser mellem genomer og fænotyper af udyrkede mikroorganismer og mikrobielle interaktioner in situ, hvilket giver en hidtil uset indsigt i forståelsen af cellulære funktioner og komplekse biologiske systemer.

Ramunas Stepanauskas glæder sig til at blive en del af forskningsmiljøet ved Aalborg Universitet og ser især frem til at bringe nye metoder til studiet af mikroorganismer i spil:

”Jeg ser frem til at bidrage med metoder til at analysere genomer og aktiviteter i individuelle celler og viruspartikler og dermed styrke vores forståelse af mikrobielt liv. Samtidig håber jeg, at min rolle på AAU kan være med til at styrke forskningssamarbejdet mellem EU og USA – især i en tid, hvor det er vigtigere end nogensinde.”

Ramunas Stepanauskas tiltræder i en deltidsstilling ved Aalborg Universitet og fortsætter samtidig sin tilknytning til Bigelow Laboratory for Ocean Sciences i USA. Kombinationen af de to forskningsmiljøer forventes at styrke det internationale samarbejde og skabe nye muligheder for avanceret forskning i mikrobiologi og genomik.

Fakta

Stilling:
Professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet, Direktør for Single Cell Genomics Center og Senior Research Scientist ved Bigelow Laboratory for Ocean Sciences (USA)

Forskningsfelt:
Mikrobiel økologi og single-cell genomics – genetisk analyse af individuelle mikroorganismer.

Uddannelse:

  • Ph.d. i limnologi og økologi, Lund University (2000)
  • M.S. i limnologi, Lund University (1995)
  • B.S. i biologi og limnologi, Uppsala University / Vilnius University (1993)

Karriere:

  • Direktør for Single Cell Genomics Center siden 2009
  • Senior Research Scientist siden 2005

Forskning:
Har været pioner i udviklingen af metoder til analyse af DNA fra enkelte mikroorganismer og grundlagde verdens første forskningscenter for mikrobiologisk single-cell genomik.

Publikationer:
Mere end 140 videnskabelige artikler, bl.a. i Science, Nature og Cell.

Udmærkelser (udvalg):

  • Fellow, American Academy of Microbiology (2021) 
  • Fellow, American Association for the Advancement of Science (2018) 

Læs også