Spring til indhold.
Forside

Nyhed

AAU-professor hædres for sit bi­drag til ud­vik­lingen af glas, glas­fiber og bat­terier

Lagt online: 16.04.2024

Hele tre fellowships er på det seneste landet hos professor Yuanzheng Yue. Yuanzheng Yue anses for at være en af verdens førende glasforskere, og i 2023 kunne han fejre 25 års-jubilæum på Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet. I alle årene har han beskæftiget sig med glasmaterialer, og det er det, som har givet ham høj anseelse i forskningskredse, internationale virksomheder og senest også i internationale glasfaglige organisationer.

Nyhed

AAU-professor hædres for sit bi­drag til ud­vik­lingen af glas, glas­fiber og bat­terier

Lagt online: 16.04.2024

Hele tre fellowships er på det seneste landet hos professor Yuanzheng Yue. Yuanzheng Yue anses for at være en af verdens førende glasforskere, og i 2023 kunne han fejre 25 års-jubilæum på Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet. I alle årene har han beskæftiget sig med glasmaterialer, og det er det, som har givet ham høj anseelse i forskningskredse, internationale virksomheder og senest også i internationale glasfaglige organisationer.

Af Dorte Larsen, AAU Kommunikation & Public Affairs
Fotos: Zhencai Li

I 2023 blev professor Yuanzheng Yue hædret med fellowships af de to internationale organisationer ’British Society of Glass Technology (UK)’ og ’The European Ceramic Society’. I 2024 er regnen af fellowships fortsat: Denne gang er det ’International Association for Advanced Materials’, der tildeler ham denne flotte anerkendelse.

"Det er en særlig stor ære for mig og min forskningsgruppe, at jeg lige nu modtager alle disse hædersbevisninger. Jeg er særlig stolt af udnævnelsen i European Ceramic Society’ og Society of Glass Technology, som jeg er den første forsker fra Danmark, der modtager," fortæller Yuanzheng Yue.

Yuanzheng Yue har været drivkraften bag opbygningen af glasforskning på Aalborg Universitet. I dag arbejder der ca. 25 glasforskere på Aalborg Universitet, hvoraf Yuanzheng Yue er forskningsleder for en gruppe på 9 forskere. Han har uddannet 34 ph.d.-studerende og 18 postdoc-forskere.

Yuanzheng Yue i sit forskningslaboratorium
Yuanzheng Yues CV inkluderer 380 fagfællebedømte forskningsartikler, hvoraf flere er blevet udgivet i prestigefyldte tidsskrifter som Nature og Science.
Foto: Zhencai Li

Glas til batterier og membraner til gas-separation og vandrensning

Yuanzheng Yues forskningsfelt har i særlig grad været koncentreret omkring glasvidenskab og -teknologi med specielt fokus på glasfibre og uordnede materialer.

Derudover har Yuanzheng Yue opfundet MOF-glas (Metal-Organic Framework baseret glas) – en særlig slags hybridmateriale, der er opbygget som et netværk af metal-ioner og organiske molekyler – og han har inden for de seneste år præsenteret flere opsigtsvækkende forskningsresultater på internationalt niveau vedrørende dette.

MOF-glas har vist sig at have et store potentiale i forbindelse med for eksempel udvikling af batterier og fremstilling af membraner til gas-separation og vandrensning. Yuanzheng Yue udviklede sammen med sine ph.d.-studerende den første anode til Li-ion-batterier ved at bruge MOF-glas.

Yuanzheng Yues forskningsresultater og engagement i instituttets udvikling gennem nu 25 år har haft en helt afgørende betydning for, at Institut for Kemi og Biovidenskab i dag står solidt placeret i frontlinjen inden for glasvidenskab.

Kim Lambertsen Larsen, institutleder på Kemi og Biovidenskab

Udvikling af isoleringsmaterialer i samarbejde med virksomheder

I løbet af de sidste 25 år har Yuanzheng Yue også samarbejdet med flere verdensledende glasvirksomheder såsom Rockwool International A/S, Corning Inc., Sisecam, PPG Industries Inc., Aalborg Portland A/S, Skamol A/S og Gråsten Teglværk A/S. Flere af Yuanzheng Yues store videnskabelige resultater stammer fra disse samarbejder, der primært har handlet om udvikling af isoleringsmaterialer som stenuld, glasuld og skumglas og af højtydende glasfibre, der bruges til vindmøllevinger.

"Yuanzheng Yues forskningsresultater og engagement i instituttets udvikling gennem nu 25 år har haft en helt afgørende betydning for, at Institut for Kemi og Biovidenskab i dag står solidt placeret i frontlinjen inden for glasvidenskab. Hans rolle som mentor og inspirator for unge talenter og studerende har haft en stor betydning for AAU's styrkeposition inden for både de grundvidenskabelige og anvendte aspekter af glasvidenskaben," siger institutleder Kim Lambertsen Larsen.

Fakta om Yuanzheng Yue

Yuanzheng Yues CV er langt, og hans meritter er mange. Publikationslisten tæller 380 fagfællebedømte forskningsartikler, hvoraf flere er udkommet i førende tidsskrifter som Nature og Science. Priser og udnævnelser:

Yuanzheng Yue har derudover gennem sin karriere vundet stor anerkendelse for sin forskning. Herunder vises et kort udvalg af de mange priser og udnævnelser:

  • Fellow of International Association for Advanced Materials, 2024
  • Fellow of the Society of Glass Technology, 2023
  • Fellow of the European Ceramic Society, 2023
  • Fellow of Royal Society of Chemistry, 2020
  • Fellow of the European Academy of Sciences, 2019
  • Corning Outstanding Publication Award, USA, 2015
  • Ridder af Dannebrogordenen, Denmark, 2014

Læs mere om Yuanzheng Yue på hans hjemmeside.

Kontakt

Relaterede nyheder