AAU logo

Nyheder fra Institut for Kemi og Biovidenskab

Reinhard Wimmer - Årets Underviser på Kemi og Biovidenskab 2019

Reinhard Wimmer - Årets Underviser på Kemi og Biovidenskab 2019

Stort tillykke til Reinhard Wimmer, der modtager prisen som Årets Underviser 2019 på Institut for Kemi og Biovidenskab. Med prisen anerkendes Reinhard for at skabe engageret og nærværende undervisning af høj kvalitet og med godt humør.

Lagt online: 12.07.2019

Prisen for Årets Underviser på Institut for Kemi og Biovidenskab går i år til Reinhard Wimmer, fra Sektion for Bioteknologi. 

Reinhard blev tildelt prisen ved årets dimission med blandt andet den begrundelse, at han på en god og engagerende måde formår at formidle relativt kompliceret stof på et niveau, der passer til alle og samtidig uden at forsimple det svære pensum unødigt. Desuden får han ros for, at kravene til de studerende altid er veldefineret og at opgaverne er interessante og udfordrende. 

Reinhard er professor og underviser til dagligt i NMR/MS, Proteinstruktur og vejleder projekter på forskellige semestre.

Selvom Reinhard ifølge de studerende fremstår som en klar traditionalist, der altid underviser gennem klassisk tavleundervisning føler de teknologivante studerende sig draget af Reinhards evne til at udnytte tavlens styrker til at gøre det tunge stof mere let tilgængeligt, hvilket samtidig tillader, at alle har en chance for at stille sig kritisk til indholdet og har mulighed for at stille afklarende spørgsmål. Ifølge de studerende er dette med til at lette indholdet af kurset ikke mindst stemningen i forelæsningssalen.  

Reinhard opleves af de studerende som en dygtigt og yderst motiverende underviser, der altid er klar med et smil og en ekstra håndsrækning også uden for forelæsningssalen, hvilket gør ham til en helt særlig underviser. 

HVAD BETYDER DET AT MODTAGE PRISEN SOM ÅRETS UNDERVISER?

Prisen er jeg uhyre glad for. Det er jo en bekræftelse af at der er noget, man gør rigtigt.

HVAD LÆGGER DU VÆGT PÅ I DIN UNDERVISNING? 

I løbet af årene har jeg fået en fornemmelse for, hvad der især er svært og jeg forsøger at forklare det – ikke bare en gang, men flere ganger på forskellig vis. Især opgaveregning synes jeg er en vigtig del af undervisningen, hvor de studerende kan prøve kræfter med problemer, som de kan blive udsat for senere i deres løbebane, og hvor de kan se en anvendelse af det, de hører om i forelæsningen. Jeg forsøger også at forklare tingene langsomt, i et tempo, hvor de studerende kan følge med. Det kan være svært med de elektroniske medier, fx PowerPoint.

Det er desuden meget vigtigt at skabe klarhed hos de studerende over, hvad der forventes af dem. Faget må godt være svært – men der må være klarhed over, hvor jeg vil have de studerende hen og så forsøger jeg at vise vejen dertil.

Alle nyheder fra Bio