Nyheder fra Institut for Kemi og Biovidenskab

Laborant Susanne Bielidt – vinder af AAUs arbejdsmiljøpris 2021

Laborant Susanne Bielidt – vinder af AAUs arbejdsmiljøpris 2021

På AAUs årlige arbejdsmiljøkonference uddeles AAUs arbejdsmiljøpris til en eller flere medarbejdere, der har gjort en ekstraordinær indsats for arbejdsmiljøet. I år tildelte rektor Per Michael Johansen prisen til laborant Susanne Bielidt fra Kemi og Biovidenskab, som har ydet en særlig indsats under corona-nedlukningen.

Lagt online: 25.11.2021

For syvende år i træk kunne rektor Per Michael Johansen overrække AAU’s arbejdsmiljøpris til den eller de, der har gjort noget ekstraordinært for arbejdsmiljøet på AAU. Det skete i år på AAU’s arbejdsmiljøkonference den 23. november, hvor medarbejdere og ledere, der har en rolle i arbejdsmiljøarbejdet på AAU var samlet til oplæg og netværk med temaet "Arbejdslivet post corona”.

Vinderen af arbejdsmiljøprisen 2021

Vinderen af arbejdsmiljøprisen blev i år laborant Susanne Bielidt fra Institut for Kemi og Biovidenskab. Hun var indstillet af Professor Mads Albertsen, fra samme institut, der sammen med sit forskerteam har stået for at overvåge virus-varianter i Danmark. Et spændende, udfordrende og givende projekt, som i en kaotisk tid, har stillet store krav til et godt arbejdsmiljø, så medarbejderne har kunnet yde deres bedste.

"Overvågningen af virusvarianter i Danmark har været et projekt af stor national vigtighed. Under et sådant projekt kan det være svært også at få prioriteret arbejdsmiljøet. Ud over sin rolle som laborant, har Susanne været fantastisk til at hjælpe med også at prioritere et godt arbejdsmiljø, og har samtidigt haft overskuddet til at igangsætte mange af de initiativer, der har været meget påskønnet af medarbejderne. Hun har f.eks. sørget for at alle nye medarbejdere er blevet taget godt imod, har taget initiativ til ugentlig massage for at modvirke arbejdsskader, ”onsdagskage” og ”fredagsmad”. Generelt tager Susanne ansvar for alle de små ting, som man ikke anerkender nok til dagligt, men som samlet gør en kæmpe forskel,” siger Mads Albertsen

Et stort og anerkendende tillykke til Susanne Bielidt med den velfortjente pris. Også et stort og anerkendende tillykke til de øvrige nominerede kandidater, som også har sat arbejdsmiljøet på dagsordenen, og som var blandt de nominerede til prisen:

  • Marie Fallgaard Mortensen fra Studenterentreprenørskab i AAU Innovation
  • Facility Service team vest, øst og city
  • AAU Innovation

Fokus på arbejdsmiljøet post corona

Der er ingen tvivl om, at arbejdslivet igennem det sidste halvandet år med corona har krævet større og mere markante omvæltninger end nogensinde før i moderne historie. Det kræver nye opmærksomheder og kompetencer, men hvordan agerer vi i den virkelighed, der beskrives som ”Arbejdslivet post corona”?

Det spørgsmål forsøgte Rikke Boisen og Tue Isaksen fra konsulenthuset Human House at svare på under arbejdsmiljøkonferencens første oplæg, hvor de tog deltagerne med på en rejse i de fysiske, sociale, organisatoriske og psykologiske vinkler, hvor coronaen har gjort sin indflydelse.

På konferencens sidste oplæg stillede erhvervspsykolog Ditte Darko skarpt på krænkende adfærd. Hun fokuserede blandt andet på, hvad der kendetegner krænkende handlinger i det fysiske og virtuelle rum – hvorfor det opstår, hvilke mekanismer, der gør, at vi ikke altid griber ind, og hvilke værktøjer, der er til at forebygge og håndtere problemet, når det opstår.  

Kontakt

Alle nyheder fra Bio