AAU logo

Nyheder fra Institut for Kemi og Biovidenskab

AAU-kemistuderende i utraditionelt parløb med kunstnere

AAU-kemistuderende i utraditionelt parløb med kunstnere

Videnskab og kunst mødes i disse dage i en skøn forening, hvor 12 kemistuderende fra Aalborg Universitet er i laboratoriet sammen med kunstnerne Markus von Platen og Johan Rosenmunthe. Her støber de i fællesskab skulpturer af 125 kg svovl ud fra en metode, de studerende er nået frem til gennem deres studie.

Lagt online: 27.10.2016

Det lidt utraditionelle samarbejde er opstået, efter de to kunstnere henvendte sig til AAU Matchmaking med ønsket om at integrere et nyt materiale i deres kunstværker. Den bold greb to forskere og 12 studerende på kemiuddannelsens 2. semester, og de har nu udviklet metoder til støbning af svovl.

RESULTATER, DER PÅVIRKER

Gennem processen har de studerende fundet stor motivation ved, at deres resultater har haft betydning for kunstnernes metoder i deres arbejde.

- Det har været sjovt og spændende at være med i et projekt, hvor nogen har haft brug for det, vi er nået frem til. Så da vi skulle vælge emne, vægtede det tungt, at vi skulle arbejde sammen med nogen om projektet, fortæller Luna Gade, der er en af de 12 studerende, der har deltager i svovl-projektet.

Undervejs i projektet har de studerende været i dialog med kunsterne flere gange. De har blandt andet holdt skypemøder, og da projektet var afleveret, mødtes de studerende med kunstnerne for at præsentere deres resultater.

- Noget af det, som kunstnerne har kunnet bruge vores resultater til, er fx til at finde ud af, om svovlskulpturerne ville lugte så meget, at de skulle præsenteres i glasmontrer på udstillingen. Nu ved vi, at lugten af svovl fortager sig i løbet af en uge i ventilerede omgivelser, og at det derfor ikke er nødvendigt at lukke dem inde, fortæller en anden af de studerende, Kathrine Steendahl.

NYT TERRÆN FOR KUNSTNERE OG FORSKERE

For kunstnerne har tilgangen også været ny. De stod med et ønske om at integrere et nyt materiale i deres kommende udstilling CORE MANTLE CRUST, og henvendte sig derfor til AAU.

- Vi havde selv overvejet svovl som materiale, men havde behov for at få bekræftet, at det var muligt at støbe skulpturer af det. Derudover havde vi behov for at finde ud af, om det var giftigt, og hvor meget det ville lugte. Så man kan sige, at de studerende har lavet en masse test for os, så vi har fået bekræftet, at vi godt kan støbe skulpturer af svovl, fortæller kunstner Markus von Platen.

Forskerne Mads Koustrup Jørgensen og Thorbjørn Terndrup Nielsen har også været ude af deres comfort zone i løbet af projektet.

- Vores største udfordring har været, at vi har skullet være garanter for, at de studerende kunne bruge projektet som basis for en eksamen på deres kemistudie. Derfor har det været afgørende, at projektet hele tiden har holdt sig inden for en ramme, hvor de studerende har fået en masse kemifagligt ud af det – og ikke at det bare har været et ”sjovt projekt”, siger Thorbjørn Tendrup Nielsen.

Heldigvis lykkedes det at vinkle projekterne, så det kemifaglige har været i højsædet, og de studerende derfor gennem projektet også har levet op til kravene på kemiuddannelsen.

De færdige skulpturer bliver udstillet som en del af udstillingen CORE MANTLE CRUST i Kunsthal Nord. Udstillingen åbner den 5. november.

Fakta

  • Samarbejdet mellem kunstnerne og de studerende på AAU opstod, da de to kunstnere søgte et alternativt materiale til deres kunstværker. Derfor henvendte de sig til Aalborg Universitet, hvor kontakten til de kemistuderende blev skabt.
  • Valget af materiale faldt på grundstoffet svovl, fordi det er et materiale, der kan antage forskellige strukturer afhængigt af, hvilken proces stoffet gennemgår.
  • To projektgrupper på 2. semester kastede sig ud i at udforske grundstoffet svovls fysiske og kemiske egenskaber. Målet var at finde metoder, der kan bruges til at støbe svovlskulpturer. Markus von Platen og Johan Rosenmunthe vil benytte de studerendes erfaringer i deres kunstneriske arbejde.
  • Med i de studerendes arbejde var også en undersøgelse af, hvilken type form der egner sig bedst til støbningen, så de færdige skulpturer kan frigøres fra formen, efter svovlen er blevet en fast masse.
  • De studerende har desuden undersøgt, hvilke farvestoffer der med fordel kan bruges i arbejdet med svovl.
  • Planen er, at der i løbet af de tre dage i laboratoriet skal støbes skulpturer af 125 kg svovl. Kunstnerne kommer med formene, mens de studerende assisterer med selve den kemiske proces. 

KONTAKT

  • Adjunkt på Institut for Kemi og Biovidenskab Mads Koustrup Jørgensen, tlf. 4082 8310.
  • Lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab Thorbjørn Terndrup Nielsen, tlf. 2614 5417.
  • Kemistuderende Luna Gade, tlf. 2251 3941.
  • Kemistuderende Kathrine Steendahl, tlf. 4142 3698.
  • Kunstner Markus von Platen, tlf. 6085 9491.
  • Kunstner Johan Rosenmunthe, tlf. 2262 7560.
  • Pressekontakt: Sanne Holm Nielsen, tlf. 9940 3517.

Download foto.af Johan Rosenmunthe og Luna Gade (se øverst) og af Markus Von Platen og Luna Gade (herunder).

Alle nyheder fra Bio